Friday, 2 September 2016

The Middle East should have had democracy; instead there were chaos and destruction

by Jan Pêt Khorto

Photo by Peter Hove
The schoolmaster shouts: “Our pledge!” and we response thoughtlessly, loud, glamorously: “To confront Imperialism, Zionism and the Reactionary Mind, and crush their criminal device: The Muslim Brotherhood criminal gang.” Thus started my first day at primary school in 1990. A repeated chant that we echoed every morning for years into my education without comprehending its meaning. I was even practicing saying it in front of the mirror at home to show my fellows that I am the most loving son of Syria’s “Father”; Hafez Al-Assad. Our notebooks replaced Stalin’s and Lenin’s pictures on the front cover with this Father. We treated the notebooks as scriptures; it shall always be clean and tidy. We kept being reminded of the enemy in the south – Israel, and the source of all evil in the world - America at school, on the radio, on the télévision and in the demonstrations every time we have a public celebration, or every time America or one of its allies’ attack or invade a new country (regardless if we are an ally with these countries or not). I even dropped a tear when the Father died in 2000, not knowing the reason why! On that particular day my biological father gazed at me from the corner of his eyes and whispered: You idiot!

During these years of schooling we learned the history of the Arab World and the glorious victories they had against the Western invaders in the last few centuries. However, with the beginning of the 2000s I started realizing that the Syrian political façade was nothing but a farce. On 9/11, Bashar Al-Assad quickly condemned the terrorist attack on the World Trade Center. However, there was an undeclared satisfaction among those who I encountered of regime supporters, beside those of the beard. During the Friday sermons there were speeches of an unintended victory on the “source of all evil” and on the “American infidels”. The Security Service forces were everywhere, and the clerks were strangely outspoken. When the American troops invaded Afghanistan and Iraq rage was escalated, and countless of demonstrations were held across Syria against the American invasion of these two Muslim countries; a vivid contradiction in the Syrian political identity, with Syria being identified as one of the sturdiest secular states in Middle East. The people were divided into three groups: one which opposes the American invasions; one which supports them (being careful not to be heard publicly); and one which is ambiguous. Those of the ambiguous group always puzzled me, as you never knew what they could do and what their hidden objectives were.

During the Iraqi war, Syria became a hub for extremists who have travelled across the globe to fight the foreign infidels in Iraq (a cynical phenomena considering the Syrian conflict nowadays). At the time, my uncle was a military officer at Al-Bukamal checkpoint on the border with Iraq. He told me once that the orders they received were to register every person who exits Syria into Iraq and detain them when they come back. After a couple of years, I met some of those extremists who fought with AL-Qaeda in Iraq in the detaining and investigation centers of the Secret Service, when I was imprisoned in 2007 due to my writings and political activism. The majority of those extremists were used as a tool by the Syrian regime in their different vicious tactics in the Levant.

Prior to my arrest, I was studying journalism at Damascus university. Me and several other classmates initiated an underground paper. Our objectives were clear: the rise of a civil society in Syria and the call for a multi-party political structure, hence Al-Demokratiya. We were impressed by the Western democracy and craving for freedom of expression in Syria. Being an agnostic myself, I was impressed with the Danish government’s response regarding the Muhammad cartoons’ issue, citing it as an act of freedom of expression. I personally refuse everything that leads to violence, however, the stand which the Danish government took fascinated me. I remember being close from clashes at the Danish embassy on February 2006. I remember hearing the demonstrators chanting “With our blood and souls we defend you, O Prophet of God”. The first part of this phrase was repeated for almost 4 decades in Syria with a different ending “…., O Hafez” and then “…., O Bashar”. My friends and I quickly left the neighbourhood that day, avoiding a confrontation with the demonstrants or the Secret Service. This incident, together with our initial objectives of fighting for a civil society and calling for the rights of minorities in Syria such as the Kurds, shaped our understanding that nothing could be changed in Syria but by Western assistance. Although we clearly comprehended at the time the bloody history of the imperialist involvement in the Middle East for centuries, and the consequences the American wars had on the political and societal environment in the Islamic World, we found no other alternative solution but calling for help from the Western powers. Almost more than half of my close friends opposed this “insane” idea. However, we needed nothing but “Freedom”!

After a couple of years, I found my self in a situation that forced me to leave Syria. I arrived in Denmark in 2009. Through my prison experience, journey through the EU and my personal encountering of the political sphere in Middle East, my understanding of the conflicts in the Islamic World started taking another shape. I have come to realize that the Western involvement in Middle East created unfavourable consequences that would not have existed in the absence of such external interference in these countries. Almost all dictatorships – including monarchies – in the Middle East were directly or indirectly backed by the US or have had strong economical and geopolitical ties with the pax americana. However, when interests change, the backing disappears and as a consequence the US and its allies were good at destroying their enemies in the region in order to satisfy the desirable interest. The aftermath of these wars were horrendous. Afghanistan, Iraq and Libya became the most destabilized and failed states in the world, and the rise of sectarian tensions together with the flourishment of jihadi islamist groups have had dreadful consequences not only on these two countries, but also on the entire region and the whole world.

When the Syrian revolution started and transformed into a violent civil war, I myself became one of those ambiguous personas. I was certain that the Syrian opposition was not capable of defeating the Al-Assad regime without the help of the West. Simultaneously, I was confident that Western involvement in the war would worsen it even more, especially because of the proxy dimension of the Syrian conflict; i.e. Saudi Arabia contra Iran and Russian/Syrian’s camp contra Western/Syrian-opposition’s camp. Nowadays, five years into the conflict and it is more difficult for me to accept Western troops in Syria. America’s fixation on fighting ISIS shifted the international communities’ focus from defeating the source of unrest in Syria to assisting it indirectly: i.e. strengthening Bashar Al-Assad’s argument in fighting terrorism in Syria. There are several things which could have changed the course of events in Syria from the beginning of the conflict. A No-Fly zone was essential and could have ended the war in earlier stages, as Al-Assad and Russian air forces have devastated thousands of houses, which resulted in tens of thousands of deaths and pushed hundreds of thousands of refugees to neighbouring countries and hence towards the EU. Supplying the FSA with more weapons and threatening Iran, Russia, Saudi Arabia and the Gulf countries with economic and political sanctions, should they continue their support to their allied forces on ground, to name other examples. In addition, the western countries who were/are involved in wars in the Middle East shall take responsibility of the consequences of their involvement in this region by at least containing the refugees’ influx and helping in building the infrastructure of these countries. The most indispensable thing is to stop arguing that the events in the Middle East are only a natural “religious” and “cultural” consequence of the region’s history and admit that the Djinni would not have come out of the lamp had they not broken it in the first place.

This is article is publish in Danish in Information Avis:
https://www.information.dk/debat/2016/07/mellemoesten-faaet-demokrati-fik-kaos-oedelaeggelse

Saturday, 9 April 2016

»Flygtninge ydmyges hver dag i Tyrkiet«

af Daniel Winther Pedersen







Det er psykisk hårdt for syrere at flygte og bosætte sig i bl.a. Tyrkiet, Ungarn eller Grækenland, mener Jan Pêt, forfatter og bestyrelsesmedlem i Syrisk Kulturinstitut i Danmark. 

»Problemet er, at vi glemmer at tænke på de ydmygelser, som flygtninge lever med i nabolande til Syrien. Når vi snakker om krig, er der flere slags vold. Én slags vold er drab osv., som det sker i Syrien. Men det er også en slags vold, når de f.eks. kommer til Tyrkiet, hvor de bliver ydmyget hver eneste dag, fordi det næsten er umuligt at få et job og dermed leve der, når man er flygtninge,« mener Jan Pêt.

Han mener også, at det er blandt årsagerne til, at syrerne vil videre fra lande som Ungarn og Grækenland, når de først kommer til EU. Det betyder ifølge ham ikke, at syrerne ikke ønsker at komme i sikkerhed:

»I disse lande er situationen ustabil og dårlig i forhold til vesteuropæiske lande. Så ja, de søger først og fremmest fred, men på samme tid leder de også efter et bedre liv. Nogle gange undervurderer vi intelligensen hos de mennesker, som kommer. De har smartphones og ved, hvad der sker, og hvor forholdene er gode.«

New cultural institute will help Syrians to integrate

June 11th, 2015 10:58 am| by Jenna Kleinwort

Board member explains how the new organisation can help new arrivals

Interview with Jan Pêt Khorto










What are the main objectives of the Syrian Cultural Institute in Denmark?Many of the Syrians who arrive to Denmark have high educational backgrounds or other mentionable skills and work experience. The institute was established to assist these refugees in developing their skills and to help them to be a ‘useful’part of the Danish society.
This can happen through both social and educational activities. Besides that, the institute aims to establish a network of Syrians and Danes that can assist local Danish governments and educational institutions in implementing activities that foster social integration.
In general, the institute aims to enhance competences and capacities of Syrian refugees and in this way to prepare them for a life in Denmark, and for a future role and responsibility in the re-establishment of a democratic Syria at peace.
Have you had much success so far?Prior to going public, the institute had a pilot project where we invited some Syrians who just came to Denmark to attend a week of cultural exchange activities together with Danes at Vallekilde Højeskole.
This project aimed to introduce those Syrians to a new type of educational system, i.e højeskole systems, together with helping them to have face-to-face encounters with Danes, where they talk, eat and share experiences.
The project was a success, and all the attendees, as well as school employees, were extremely pleased. This is just one example of things that can be done to help Syrians to be easily integrated in the Danish society.
What are the main difficulties and challenges for Syrians when trying to integrate in Danish society?Social values and cultural differences are the first difficulties for anyone coming to Denmark from a Middle Eastern country.
Denmark is an individualistic society, with the individual often being more important than the family as a whole. In the Middle East, however, family is given a different importance and value.
One example of cultural difference is, for example, the way of addressing each other. While it is unacceptable in Syria to call someone you don’t know well by their first name, this is quite usual in Denmark. Here, even teachers and pensioners are addressed by their first name.
What has your personal experience been?When I came to Denmark, my journalistic and educational background made things a lot easier. Due to the fact that I speak and understand several languages, it was easier for me to engage in several activities and build a network. It also helped me to write and publish my third poetry collection, ‘Helvedes Fristelser – når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker – digte’.
This, together with my aspiration to continue education motivated me to be more active in my life here in the diaspora. Therefore, I have decided to achieve an academic career, which will help to establish a better understanding between the East and the West, and in this way to help building the future Syria.
What is your relation to Syria now? Have you ever been back?Due to my political refugee statues, I haven’t been able to visit Syria since I left, and then the war started. Now I am a board member at the Syrian Cultural Institute in Denmark, which means that I have in some ways direct and indirect links to where I come from.
Emotion is not my best friend, and therefore I try to deal with my reality rationally, which will help me to achieve my future plans. Therefore, I try to avoid thinking about my jail period and instead focus on helping other Syrians. Ultimately, it is important to be positive and optimistic, and to help others who come from a warzone to do the same.

’Vi eksisterer stadig’

Halvdelen af det syriske folk befinder sig uden for Syriens grænser – og dermed delvist ude af regimets censurerende greb. Fra deres eksil begynder flere syriske forfattere igen at udtrykke sig kritisk

Jan Pêt Khorto er en af de syriske forfattere, der læser op til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn.
Ulrik Hasemann









»Lidt efter lidt går det op for mig, at jeg ikke er mig. At jeg ikke længere har et sted, der er mit,« læser den syriske forfatter Jan Pêt Khorto. Vi er til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn. I alle pauser og ophold bryder småsnak ud.
Rummet summer, der er næsten ikke plads til alt overtøjet ude i gangen, så mange er mødt op i aften. Flertallet af tilhørerne er selv syrere og bosat rundt omkring i landets kommuner; de kender hinanden og hilser med kindkys. De er kørt hertil i bil, bus og tog fra Haderslev, Næstved og Lumsås – men som Jan Pêt Khorto formulerer det, er ingen af de steder endnu deres.
Forfatter Khaled Ahmed bor i Fredericia, han er lige ankommet og skal tilbage igen i aften, så han kan møde på sit arbejde klokken syv i morgen tidlig.
»Det gør ikke noget. Det er vigtigt for mig at være her i aften, jeg har savnet at læse op og se mine kolleger,« siger han og tilføjer, at fire timer i bus ikke er forfærdeligt længe for en syrer, der har krydset hele Europa.
Syriske Maha Hassan ville have rejst hele vejen fra Frankrig for at læse op. Hun bor i Paris og har måttet melde afbud på grund af forrige weekends terrorangreb. Hun har skrevet et brev, der bliver læst op. Den frygt, hun kender så godt fra krigen i Syrien, er begyndt at snige sig ind på franskmændene, skriver hun.
Og det gør hende bange. For pludselig er krigen i Syrien også krigen i Frankrig, skriver hun. Lokalet summer ikke længere, folk lytter opmærksomt. Krigen og frygten og usikkerheden er med i rummet her i aften, men det er fællesskabet og poesien også. »Og så bliver nyhederne og erindringerne nemmere at bære,« siger Jan Pêt Khorto efter oplæsningen af Maha Hassans tekst.

Forpligtet

Jan Pêt Khorto blev eksilforfatter, da han i 2009 flygtede fra Syrien op igennem Tyrkiet til Grækenland, hvorefter han havde held til at komme videre til Danmark.
»I Syrien skrev jeg om den kurdiske sag og den umenneskelige behandling kunstnere, forfattere og journalister blev udsat for af det diktatoriske regime i Syrien,« fortæller han. »Jeg blev straffet for min politiske poesi med 107 dages fængsling. Og da jeg blev nødt til at fortsætte med at skrive om de ting, som andre ikke turde – og stadigvæk ikke tør – måtte jeg flygte.«
Det er tydeligt, at Jan Pêt Khorto føler et stort ansvar for sit hjemland og sine landsmænd: »Eksilforfattere betragtes i Syrien som profeter for deres folk. Jeg er forpligtet til at skrive på vegne af dem og leverer deres smerte videre til det internationale politiske samfund.«
Og poesien spiller en vigtig rolle både for de, der er flygtet og de, der stadig befinder sig i Syrien, fortæller han. »Poesien og eksillitteraturen generelt kan give politiske tilstande og konflikter et menneskeligt ansigt. Den kan udfordre tal, statistikker og forudindtagede politiske analyser af begivenhederne i Syrien. Den kan tale uden for de manipulerende og politiske dagsordener. Eksillitteraturen bliver en måde at sige: Vi eksisterer stadig – og I bliver nødt til at se, hvad der foregår i vores hjemland.«

‘Frygtens mur’

For June Dahy, der er lektor i arabisk ved Københavns Universitet og har oversat flere af de syriske eksilforfatteres tekster til dansk, opstår der med den syriske eksillitteratur en særlig fælleserfaring. En erfaring, der kan gøre tabet af den syrisk nationale referenceramme nemmere at leve med: »I og omkring litteraturen kan man skabe et rum og en samhørighedsfølelse, hvor alt det syrerne har forladt ikke bare er en stor tomhed. Det bliver i poesien til noget fælles,« fortæller hun.
»Eksillitteraturen bærer ikke på en løsning af situationen i Syrien, men den kan bruges til at beskrive de erfaringer, der knytter sig til den. Den kan eksempelvis beskrive forskellige former for tabserfaring eller en følelse af fremmedgjorthed, så den bliver lettere at leve videre med,« siger June Dahy og påpeger flere gange, hvordan den syriske eksillitteratur er ekstremt vigtig for det syriske folk netop nu, hvor halvdelen befinder sig uden for Syrien.
Før oprøret i 2011 turde kun få at skrive om, hvad det skete i Syrien. Hvis man udtrykte sig kritisk om regimet, risikerede man fængsel. En erfaring flere af aftenens oplæsere har gjort sig. Og selv når man som syrisk forfatter og systemkritiker fik asyl i Europa, frygtede man fortsat for sikkerheden for de familiemedlemmer og venner, der stadig befandt sig i Syrien, fortæller June Dahy: »Da en komponist fra Homs komponerede et stykke kritisk musik fra sit eksil i Sverige, opsøgte den syriske efterretningstjeneste hans familie og bankede dem sønder og sammen. Men med de første demonstrationer i 2011 faldt ’frygtens mur’, som syrerne kalder den,« fortæller June Dahy.
»Folk begyndte at udtrykke sig mere og mere kritisk – også selvom man måske blev anholdt, og det kunne have store konsekvenser for ens omgivelser. Der opstod en slags konsensus om, at det var nødvendigt, selvom det var farligt,« forklarer hun. Faldet af ’frygtens mur’ har ikke alene været medvirkende til, at flere nu tør skrive og udtrykke sig kritisk i kunst og litteratur, men også at stilen overordnet er blevet mere fri og direkte, mener June Dahy.

Voldtaget af menneskeheden

»Vi bliver nødt til at skrive direkte nu – om den politiske undertrykkelse, ydmygelse og om eksilerfaringen,« siger Jan Pêt Khorto, der også selv har erfaret, at hans egen skrift og poesi er blevet mere og mere direkte og konfronterende i de seneste år. Før tvang det politiske pres og den stærke censur forfattere og kunstnere til at udtrykke sig indirekte, billedrigt og kringlet.
»Forfattere kunne kun skrive om det politiske ved at pakke det ind i beskrivelser af enten det helt nære, angst og kærlighed, eller det folkelige, den syriske mosaik eller damaskusjasminen,« fortæller han. Som syrisk forfatter må man være velbevandret i sine metaforer for at omgås regimets censur, tilføjer Jan Pêt Khorto.
Det er tydeligt for alle tilhørere i Forfatterforeningens lokaler, at Jan Pêt Khortos poesi hverken er kringlet eller indirekte længere, da han læser op fra digtet »Lidt efter lidt« – først på arabisk, derefter på dansk: »Det går op for mig, at historien er blevet voldtaget. At stedet er blevet voldtaget. At tiden er blevet voldtaget. At børnene er blevet voldtaget. At jasminen er blevet voldtaget. Og at jeg er blevet voldtaget med dem. Med hele menneskehedens hænder.«
Selvom emnerne og billederne vidner om, at de syriske eksilforfattere bærer på tunge og svære erfaringer, så er stemningen i pauserne mellem oplæserne let. Folk ler, trykker hænder, sender småkager, tekopper og vindruer rundt og taler højstemt sammen. Mestendels på arabisk. De diskuterer, det der er blevet læst op, fortæller Khaled Ahmed. Og nogle diskuterer også de voldsomme guldrammer og barokmalerier, der fylder alle væggene i Forfatterforeningens lokale. Især et billede af en halvnøgen kvinde med blomster i håret.

Fugl Fønix

Jan Pêt Khorto har været nødt til ikke at glemme, men delvist at give slip på mange oplevelser for at kunne skrive om dem og leve med dem: »Jeg har endevendt de frygteligste øjeblikke i mit liv – fra fængslet, torturen, ydmygelsen, det at flygte fra mit hjemland, at have død og angst lurende i nakken på min rejse gennem Europa. Men jeg er nødt til at tvinge disse hændelser til at forsyne mig med energi. Enten det eller også ødelægger de mig jo,« fortæller han. »At skrive er en måde at kanalisere alt det, der tynger mig, ud af mit indre og ned på nøgent papir.«
For den syriske litteraturkritiker og forfatter Mustafa Ismail har litteraturen været en stor del af hans tilbageerobring af den selvtillid og identitet, han mistede i krigen, censuren og flygtningeidentiteten. Han har som eksilforfatter fået mulighed for igen at deltage aktivt i et kultur- og samfundsliv. Både i syriske fællesskaber, men også ved eksempelvis at bidrage til Informations Flygtningeavis, der udkom den 9. oktober i år, med en omfattende kulturhistorisk gennemgang af arabisk litteratur.
»Det er den mulighed, vi har. Vi har jo ikke andre valg. Enten overgiver vi os til flygtningesituationen, og så vil vi lidt efter lidt forkalke og miste litteraturen som tilflugtssted – ligesom vi mistede vores land – eller også må vi overvinde vores vildfarelsesrejse, blive en del af det nye land og realisere os her,« siger Mustafa Ismail.
Og han er ikke i tvivl om, at det må lykkes. »For det syriske folk er dømt til håb,« gentager han flere gange og refererer til den syriske dramatiker Saadallah Wanous fortælling om den syriske Fugl Fønix, der gang på gang brænder op og hver gang genopstår fra asken.
Men selv en Fugl Fønix må have et sted at genopstå. Og lige nu mangler den syriske eksillitteratur en base i Danmark, mener June Dahy. »Det er først i løbet af det sidste års tid, at syrerne overordnet er holdt op med at tænke på, hvornår de vender hjem. I de første år af krigen troede de fleste jo, at de skulle hjem i nær fremtid. Nu er mange i en søgende position, hvor deres nationale referencer er knyttet til fortiden, noget de ikke kan vende tilbage til. Nutiden er kaos for det syriske folk,« siger hun og forklarer, hvordan eksillitteraturen kan tilbyde en anderledes ramme, hvor den søgende position og fortiden kan integreres med nutiden. Og kaosset. »Det rum, litteraturen kan skabe, er ikke bare abstrakt. Det er også meget konkret. Det kan være enormt forløsende at mødes omkring litteraturen, når man sådan er blevet spredt, som det syriske folk er blevet,« siger June Dahy.
Spørgsmålet om, hvad Syrien er og vil blive til, er umuligt at besvare, fastslår hun. Det defineres af så mange elementer og forskellige dagsordener. Men litteraturen kan hjælpe til at sortere i de mange forandringer, tab og håb, syrerne på forskellig vis har.
Det er også Jan Pêt Khortos erfaring, at eksilforfatteren står over for en lang række sproglige og sociale udfordringer. »Sprogbarrierer besværliggør udgivelserne og et manglende åndsfællesskab kan gøre det svært at bevare motivationen. Jeg har mødt snesevis af kunstnere, forfattere og digtere, hvis største problem var, at de ikke kunne finde rum og sted til at dele deres værker. Og det lægger en dæmper på deres energi og lyst til at skrive,« mener han. Det er svært at finde og etablere fællesskaber om eksillitteraturen og for de specifikke erfaringer, man som forfatter bærer på i eksil. Og det er her, en festival for syrisk eksillitteratur er vigtig, mener Jan Pêt Khorto.
Da alle eksilforfatterne har læst deres tekster højt, bryder forsamlingen hurtigt op. Folk skal hjem til deres nye steder. Ahmed Khaled skal nå et tog til Fredericia. I morgen tidlig skal han være på asylcentret i Haderslev, hvor han underviser i dansk. Jan Pêt Khorto skal til Tyrkiet og besøge sin familie. Forfatterforeningens lokaler var bare et midlertidigt samlingspunkt for den syriske eksillitteratur. Men Jan Pêt Khorto tror på, at den nok skal finde sine nye, og mere faste, rum i »de blonde normanneres land«, som det lød sig i hans digt. »Det er ikke længere vigtigt, hvorfra vi skriver, så længe vi skriver. Der er stadig meget, der skal fortælles,« siger han.

Arabiske stemmer: Syrerne - med deres egne ord

Sendt første gang 

Hundrede tusinder af syriske flygtninge har sat sig i bevægelse mod Europa, men hvem er syrerne, og hvordan adskiller de sig fra andre flygtninge og fra andre folkeslag i den arabiske verden? Digteren Jan Pet Khorto og oversætteren og arabisten June Dahy, som begge har rødder i Syrien, fortæller om syrerne sådan som andre arabere ser dem, og som de ser sig selv. 
Vært: Steen Nørskov.
















http://www.dr.dk/p1/arabiske-stemmer/arabiske-stemmer-2015-09-25/

Out and About: Poetry and politics at institute opens

une 21st, 2015 7:00 am| by Jenna Kleinwort

Kurdish writer and journalist Jan Pêt Khorto, who is originally from Aleppo in Syria, was among the many in attendance at the opening ceremony of the Syrian Cultural Institute at Global Copenhagen in Nørrebro on Tuesday May 26.
Khorto, who came to Denmark as a political refugee in 2008, took to the stage to recite poems that recalled his time in a political prison in Syria and the frightening crossing of the Mediterranean sea in a boat filled with refugees.
Also among the speakers was Professor Jakob Skovgaard-Petersen (right) from the University of Copenhagen, who is an expert in Middle Eastern studies and has been confirmed as the first leader of the institute. The institute will try to assist newly-arrived Syrians settling in Denmark – last year 5,401 Syrian refugees moved to Denmark compared to 1,760 in 2013 – mainly by putting them in touch with already-established, well-educated Syrians living here.

Lidt efter lidt

Oversat af June Dahy - Information 9 Okt. 2015
Lidt efter lidt
undersøger jeg boligerne
der prægtigt stod deres historie
jeg får dem i tale
fæstner blikket i dem
bag mine sorte øjne
læser dem og tegner dem
med fantasiens øje
rør ved deres ydre træk
og præger deres svindende illusion
Jeg bliver klar over, at jeg fantaserer
da jeg frigør mit øjenlåg
hen over rester af spredte sten
gennem arkader i en by
som forgængelige skikkelser
har nedarvet
gennem tusinder af år.
Lidt efter lidt
forfølger jeg mine sporadiske skridt
der har gået
i byens gader
siden tidernes begyndelse
til min sporadiske væren
i gaderne i et eksil
her hvor min histories blodårer
slår mod hinanden
efter at min nation
forstødte mig
og jeg blev en af dem
der blev spredt
ud over de blonde normanneres land.
Lidt efter lidt
følger jeg i hælene
på de af mine skridt
der ikke blev trukket op
som den dræbte
Damaskus-jasmin
af hænder der kan kaldes
hånlige menneskemonstre
Jeg forfølger skridt
fra dage der ledsagede mig
berusede eller perplekse
i gyder og stræder
Jeg ser skikkelser gå forbi
usikre som mig
forfølge hvad der er tilbage
af deres skridt
med afsvedet tøj, med granatsplinter
Enhver der bar sloganet
»Frihed«
på sin skulder
enhver der blev antændt
revet op
afbrændt
dræbt
plyndret
stukket
revet til blods
endte som aske
pisket
Enhver der sagde
Lad leve
Lidt efter lidt
går det op for mig
at jeg ikke er mig
at jeg ikke længere har et sted
der er mit
i gyder og stræder
i min afbrændte samtid
Og det går op for mig
at historien er blevet voldtaget
at stedet er blevet voldtaget
at tiden er blevet voldtaget
at børnene er blevet voldtaget
at jasminen er blevet voldtaget
at mindet er blevet voldtaget
at kæresterne er blevet voldtaget
at vejene er blevet voldtaget
at vennerne er blevet voldtaget
at jeg er blevet voldtaget med dem
Med hele menneskehedens hænder
Jeg erkender
og bevidner så
at der ingen gud er uden du
voldtagne frihed.

https://www.information.dk/kultur/2015/10/arabisk-poesi-lidt-lidt