Kejserens sidste åndedrag

Gående
dækket af masker, skjulende de gamle rynker
bærer de døden på deres skuldre
de bærer deres sjæle ind i det ukendte
de kommer fra det ukendte fjerne
de ledsager hinanden
drenge
yndlinge og fuldvoksne
ludere og lommetyve
sammen messer de uendelige bønner
de får luften til at vibrere omkring sig
udfylder intetheden
med deres forudsigelser ryster de det fremmedes mørke hjerte

De har valgt at være her
og ikke – ikke at være her

Knive
Pile
skjolde
huggerter
daggerter
sværd
øjne
hekse
astrologer
og en mager digter
træder støvet under fode
flænger den friske luft
og indånder den uendelige død
pludselig skriger en enorm kvindestemme mod dem:
Hvad gør I her i dette land, der er forudbestemt til ikke at blive betrådt af noget levende væsen
hvad gør I i mit rige
så I ikke skyernes inskriptioner
at der ingen frelse er for de vejfarende her
læste I det ikke tidligere på jeres guds templers vægge
at de vil leve I evig forbandelse
dem der indånder en håndfuld af min luft
og I vover at tale I min stilhed
bøj jer for majestæten, mig – for jeg er stilhedens Gud
Ellers blev I blive til støv i vinden

Jorden begyndte at ryste under deres fødder
de hørte Cerberus´ glammen
Mundskænken hvisker:
Vi er dine
En dreng råber:
Vi er dine
En ridder råber:
Tag mig sværd
En astrolog gør tegn:
Tag mine gåder
Kentauren, det halve menneske, skriger højt:
Tag mine vinger
En digter ler støjende...
Leende peger han mod Guden
De stirer bestyrtet på ham
og siger forskrækket:
Hvad tænker du dog på, fjols!
du blækkens efterkommer
kast din blækhus langt væk
skjul din galskab at ilden ikke skal rammer os med sine tunger.
Hvad gør du dog, du søn af blækkets forgængelighed.
Har du tabt din forstand.
Kast alle dine tanker ned I stilhedens brønd.
Kast dem fra dig
og lad ydmygheden svøbe sig om din stilhed.
Der er ingen vej for os, ingen retning, hvis vi ikke adlyder.

Han åbner armene
lukker øjnene
smiler vildt
og løfter hovedet.
Og udbryder med sprukken stemme:
Jeg er skriftens søn
efterkommer af ordenes folk
Jeg er den der blev forbandet af Mesopotamiens gåder
og jeg er ikke den eneste.

Jeg er den ukendte.

Ophidset af hans tale, slog Stilhedes gud skyerne sammen
og rystede lokkerne i sit hår, og sagde
Vover du at trodse min magt?
Forbandelserne voksede i hende som vindfarne meteorer
for i næste nu at tilintetgøre digteren
og lade ham brænde op i flammerne som Fugl Føniks
og kastede sin forbandelse:
Til evig tid skal du være husvild
af aske skal du du genopstå hvert 100. år
- det har du for din arrogance, du fantasiens betvinger
så lev du din egen udødelighed – som en ukendt myte.

Fugl Føniks skreg, og flaksede op af flammerne
og fløj skrigende op for at forsvinde mellem skyerne.
Hånligt hvisledeke hun til de vejfarende:
I er forbandede, I kurdere!
Den er forbandet, den historie som I skal leve
Intet land vil blive jeres.
Ingen himmel vil modtage jeres bønner.
I vil for evigt være fremmede.
Så forsvandt hun som en illusion
I den forbandede stilheds tomhed.

Årtusinder
og vi leder stadig efter Føniksfuglen
og en besværelse, der kan løfte forbandelsen på vores historie.