’Vi eksisterer stadig’
Halvdelen af det syriske folk befinder sig uden for Syriens grænser – og dermed delvist ude af regimets censurerende greb. Fra deres eksil begynder flere syriske forfattere igen at udtrykke sig kritisk
Jan Pêt Khorto er en af de syriske forfattere, der læser op til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn.
Ulrik Hasemann
»Lidt efter lidt går det op for mig, at jeg ikke er mig. At jeg ikke længere har et sted, der er mit,« læser den syriske forfatter Jan Pêt Khorto. Vi er til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn. I alle pauser og ophold bryder småsnak ud.
Rummet summer, der er næsten ikke plads til alt overtøjet ude i gangen, så mange er mødt op i aften. Flertallet af tilhørerne er selv syrere og bosat rundt omkring i landets kommuner; de kender hinanden og hilser med kindkys. De er kørt hertil i bil, bus og tog fra Haderslev, Næstved og Lumsås – men som Jan Pêt Khorto formulerer det, er ingen af de steder endnu deres.
Forfatter Khaled Ahmed bor i Fredericia, han er lige ankommet og skal tilbage igen i aften, så han kan møde på sit arbejde klokken syv i morgen tidlig.
»Det gør ikke noget. Det er vigtigt for mig at være her i aften, jeg har savnet at læse op og se mine kolleger,« siger han og tilføjer, at fire timer i bus ikke er forfærdeligt længe for en syrer, der har krydset hele Europa.
Syriske Maha Hassan ville have rejst hele vejen fra Frankrig for at læse op. Hun bor i Paris og har måttet melde afbud på grund af forrige weekends terrorangreb. Hun har skrevet et brev, der bliver læst op. Den frygt, hun kender så godt fra krigen i Syrien, er begyndt at snige sig ind på franskmændene, skriver hun.
Og det gør hende bange. For pludselig er krigen i Syrien også krigen i Frankrig, skriver hun. Lokalet summer ikke længere, folk lytter opmærksomt. Krigen og frygten og usikkerheden er med i rummet her i aften, men det er fællesskabet og poesien også. »Og så bliver nyhederne og erindringerne nemmere at bære,« siger Jan Pêt Khorto efter oplæsningen af Maha Hassans tekst.
Jan Pêt Khorto er en af de syriske forfattere, der læser op til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn.
Ulrik Hasemann
»Lidt efter lidt går det op for mig, at jeg ikke er mig. At jeg ikke længere har et sted, der er mit,« læser den syriske forfatter Jan Pêt Khorto. Vi er til minifestival for syrisk eksillitteratur i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn. I alle pauser og ophold bryder småsnak ud.
Rummet summer, der er næsten ikke plads til alt overtøjet ude i gangen, så mange er mødt op i aften. Flertallet af tilhørerne er selv syrere og bosat rundt omkring i landets kommuner; de kender hinanden og hilser med kindkys. De er kørt hertil i bil, bus og tog fra Haderslev, Næstved og Lumsås – men som Jan Pêt Khorto formulerer det, er ingen af de steder endnu deres.
Forfatter Khaled Ahmed bor i Fredericia, han er lige ankommet og skal tilbage igen i aften, så han kan møde på sit arbejde klokken syv i morgen tidlig.
»Det gør ikke noget. Det er vigtigt for mig at være her i aften, jeg har savnet at læse op og se mine kolleger,« siger han og tilføjer, at fire timer i bus ikke er forfærdeligt længe for en syrer, der har krydset hele Europa.
Syriske Maha Hassan ville have rejst hele vejen fra Frankrig for at læse op. Hun bor i Paris og har måttet melde afbud på grund af forrige weekends terrorangreb. Hun har skrevet et brev, der bliver læst op. Den frygt, hun kender så godt fra krigen i Syrien, er begyndt at snige sig ind på franskmændene, skriver hun.
Og det gør hende bange. For pludselig er krigen i Syrien også krigen i Frankrig, skriver hun. Lokalet summer ikke længere, folk lytter opmærksomt. Krigen og frygten og usikkerheden er med i rummet her i aften, men det er fællesskabet og poesien også. »Og så bliver nyhederne og erindringerne nemmere at bære,« siger Jan Pêt Khorto efter oplæsningen af Maha Hassans tekst.
Forpligtet
Jan Pêt Khorto blev eksilforfatter, da han i 2009 flygtede fra Syrien op igennem Tyrkiet til Grækenland, hvorefter han havde held til at komme videre til Danmark.
»I Syrien skrev jeg om den kurdiske sag og den umenneskelige behandling kunstnere, forfattere og journalister blev udsat for af det diktatoriske regime i Syrien,« fortæller han. »Jeg blev straffet for min politiske poesi med 107 dages fængsling. Og da jeg blev nødt til at fortsætte med at skrive om de ting, som andre ikke turde – og stadigvæk ikke tør – måtte jeg flygte.«
Det er tydeligt, at Jan Pêt Khorto føler et stort ansvar for sit hjemland og sine landsmænd: »Eksilforfattere betragtes i Syrien som profeter for deres folk. Jeg er forpligtet til at skrive på vegne af dem og leverer deres smerte videre til det internationale politiske samfund.«
Og poesien spiller en vigtig rolle både for de, der er flygtet og de, der stadig befinder sig i Syrien, fortæller han. »Poesien og eksillitteraturen generelt kan give politiske tilstande og konflikter et menneskeligt ansigt. Den kan udfordre tal, statistikker og forudindtagede politiske analyser af begivenhederne i Syrien. Den kan tale uden for de manipulerende og politiske dagsordener. Eksillitteraturen bliver en måde at sige: Vi eksisterer stadig – og I bliver nødt til at se, hvad der foregår i vores hjemland.«
Jan Pêt Khorto blev eksilforfatter, da han i 2009 flygtede fra Syrien op igennem Tyrkiet til Grækenland, hvorefter han havde held til at komme videre til Danmark.
»I Syrien skrev jeg om den kurdiske sag og den umenneskelige behandling kunstnere, forfattere og journalister blev udsat for af det diktatoriske regime i Syrien,« fortæller han. »Jeg blev straffet for min politiske poesi med 107 dages fængsling. Og da jeg blev nødt til at fortsætte med at skrive om de ting, som andre ikke turde – og stadigvæk ikke tør – måtte jeg flygte.«
Det er tydeligt, at Jan Pêt Khorto føler et stort ansvar for sit hjemland og sine landsmænd: »Eksilforfattere betragtes i Syrien som profeter for deres folk. Jeg er forpligtet til at skrive på vegne af dem og leverer deres smerte videre til det internationale politiske samfund.«
Og poesien spiller en vigtig rolle både for de, der er flygtet og de, der stadig befinder sig i Syrien, fortæller han. »Poesien og eksillitteraturen generelt kan give politiske tilstande og konflikter et menneskeligt ansigt. Den kan udfordre tal, statistikker og forudindtagede politiske analyser af begivenhederne i Syrien. Den kan tale uden for de manipulerende og politiske dagsordener. Eksillitteraturen bliver en måde at sige: Vi eksisterer stadig – og I bliver nødt til at se, hvad der foregår i vores hjemland.«
‘Frygtens mur’
For June Dahy, der er lektor i arabisk ved Københavns Universitet og har oversat flere af de syriske eksilforfatteres tekster til dansk, opstår der med den syriske eksillitteratur en særlig fælleserfaring. En erfaring, der kan gøre tabet af den syrisk nationale referenceramme nemmere at leve med: »I og omkring litteraturen kan man skabe et rum og en samhørighedsfølelse, hvor alt det syrerne har forladt ikke bare er en stor tomhed. Det bliver i poesien til noget fælles,« fortæller hun.
»Eksillitteraturen bærer ikke på en løsning af situationen i Syrien, men den kan bruges til at beskrive de erfaringer, der knytter sig til den. Den kan eksempelvis beskrive forskellige former for tabserfaring eller en følelse af fremmedgjorthed, så den bliver lettere at leve videre med,« siger June Dahy og påpeger flere gange, hvordan den syriske eksillitteratur er ekstremt vigtig for det syriske folk netop nu, hvor halvdelen befinder sig uden for Syrien.
Før oprøret i 2011 turde kun få at skrive om, hvad det skete i Syrien. Hvis man udtrykte sig kritisk om regimet, risikerede man fængsel. En erfaring flere af aftenens oplæsere har gjort sig. Og selv når man som syrisk forfatter og systemkritiker fik asyl i Europa, frygtede man fortsat for sikkerheden for de familiemedlemmer og venner, der stadig befandt sig i Syrien, fortæller June Dahy: »Da en komponist fra Homs komponerede et stykke kritisk musik fra sit eksil i Sverige, opsøgte den syriske efterretningstjeneste hans familie og bankede dem sønder og sammen. Men med de første demonstrationer i 2011 faldt ’frygtens mur’, som syrerne kalder den,« fortæller June Dahy.
»Folk begyndte at udtrykke sig mere og mere kritisk – også selvom man måske blev anholdt, og det kunne have store konsekvenser for ens omgivelser. Der opstod en slags konsensus om, at det var nødvendigt, selvom det var farligt,« forklarer hun. Faldet af ’frygtens mur’ har ikke alene været medvirkende til, at flere nu tør skrive og udtrykke sig kritisk i kunst og litteratur, men også at stilen overordnet er blevet mere fri og direkte, mener June Dahy.
For June Dahy, der er lektor i arabisk ved Københavns Universitet og har oversat flere af de syriske eksilforfatteres tekster til dansk, opstår der med den syriske eksillitteratur en særlig fælleserfaring. En erfaring, der kan gøre tabet af den syrisk nationale referenceramme nemmere at leve med: »I og omkring litteraturen kan man skabe et rum og en samhørighedsfølelse, hvor alt det syrerne har forladt ikke bare er en stor tomhed. Det bliver i poesien til noget fælles,« fortæller hun.
»Eksillitteraturen bærer ikke på en løsning af situationen i Syrien, men den kan bruges til at beskrive de erfaringer, der knytter sig til den. Den kan eksempelvis beskrive forskellige former for tabserfaring eller en følelse af fremmedgjorthed, så den bliver lettere at leve videre med,« siger June Dahy og påpeger flere gange, hvordan den syriske eksillitteratur er ekstremt vigtig for det syriske folk netop nu, hvor halvdelen befinder sig uden for Syrien.
Før oprøret i 2011 turde kun få at skrive om, hvad det skete i Syrien. Hvis man udtrykte sig kritisk om regimet, risikerede man fængsel. En erfaring flere af aftenens oplæsere har gjort sig. Og selv når man som syrisk forfatter og systemkritiker fik asyl i Europa, frygtede man fortsat for sikkerheden for de familiemedlemmer og venner, der stadig befandt sig i Syrien, fortæller June Dahy: »Da en komponist fra Homs komponerede et stykke kritisk musik fra sit eksil i Sverige, opsøgte den syriske efterretningstjeneste hans familie og bankede dem sønder og sammen. Men med de første demonstrationer i 2011 faldt ’frygtens mur’, som syrerne kalder den,« fortæller June Dahy.
»Folk begyndte at udtrykke sig mere og mere kritisk – også selvom man måske blev anholdt, og det kunne have store konsekvenser for ens omgivelser. Der opstod en slags konsensus om, at det var nødvendigt, selvom det var farligt,« forklarer hun. Faldet af ’frygtens mur’ har ikke alene været medvirkende til, at flere nu tør skrive og udtrykke sig kritisk i kunst og litteratur, men også at stilen overordnet er blevet mere fri og direkte, mener June Dahy.
Voldtaget af menneskeheden
»Vi bliver nødt til at skrive direkte nu – om den politiske undertrykkelse, ydmygelse og om eksilerfaringen,« siger Jan Pêt Khorto, der også selv har erfaret, at hans egen skrift og poesi er blevet mere og mere direkte og konfronterende i de seneste år. Før tvang det politiske pres og den stærke censur forfattere og kunstnere til at udtrykke sig indirekte, billedrigt og kringlet.
»Forfattere kunne kun skrive om det politiske ved at pakke det ind i beskrivelser af enten det helt nære, angst og kærlighed, eller det folkelige, den syriske mosaik eller damaskusjasminen,« fortæller han. Som syrisk forfatter må man være velbevandret i sine metaforer for at omgås regimets censur, tilføjer Jan Pêt Khorto.
Det er tydeligt for alle tilhørere i Forfatterforeningens lokaler, at Jan Pêt Khortos poesi hverken er kringlet eller indirekte længere, da han læser op fra digtet »Lidt efter lidt« – først på arabisk, derefter på dansk: »Det går op for mig, at historien er blevet voldtaget. At stedet er blevet voldtaget. At tiden er blevet voldtaget. At børnene er blevet voldtaget. At jasminen er blevet voldtaget. Og at jeg er blevet voldtaget med dem. Med hele menneskehedens hænder.«
Selvom emnerne og billederne vidner om, at de syriske eksilforfattere bærer på tunge og svære erfaringer, så er stemningen i pauserne mellem oplæserne let. Folk ler, trykker hænder, sender småkager, tekopper og vindruer rundt og taler højstemt sammen. Mestendels på arabisk. De diskuterer, det der er blevet læst op, fortæller Khaled Ahmed. Og nogle diskuterer også de voldsomme guldrammer og barokmalerier, der fylder alle væggene i Forfatterforeningens lokale. Især et billede af en halvnøgen kvinde med blomster i håret.
»Vi bliver nødt til at skrive direkte nu – om den politiske undertrykkelse, ydmygelse og om eksilerfaringen,« siger Jan Pêt Khorto, der også selv har erfaret, at hans egen skrift og poesi er blevet mere og mere direkte og konfronterende i de seneste år. Før tvang det politiske pres og den stærke censur forfattere og kunstnere til at udtrykke sig indirekte, billedrigt og kringlet.
»Forfattere kunne kun skrive om det politiske ved at pakke det ind i beskrivelser af enten det helt nære, angst og kærlighed, eller det folkelige, den syriske mosaik eller damaskusjasminen,« fortæller han. Som syrisk forfatter må man være velbevandret i sine metaforer for at omgås regimets censur, tilføjer Jan Pêt Khorto.
Det er tydeligt for alle tilhørere i Forfatterforeningens lokaler, at Jan Pêt Khortos poesi hverken er kringlet eller indirekte længere, da han læser op fra digtet »Lidt efter lidt« – først på arabisk, derefter på dansk: »Det går op for mig, at historien er blevet voldtaget. At stedet er blevet voldtaget. At tiden er blevet voldtaget. At børnene er blevet voldtaget. At jasminen er blevet voldtaget. Og at jeg er blevet voldtaget med dem. Med hele menneskehedens hænder.«
Selvom emnerne og billederne vidner om, at de syriske eksilforfattere bærer på tunge og svære erfaringer, så er stemningen i pauserne mellem oplæserne let. Folk ler, trykker hænder, sender småkager, tekopper og vindruer rundt og taler højstemt sammen. Mestendels på arabisk. De diskuterer, det der er blevet læst op, fortæller Khaled Ahmed. Og nogle diskuterer også de voldsomme guldrammer og barokmalerier, der fylder alle væggene i Forfatterforeningens lokale. Især et billede af en halvnøgen kvinde med blomster i håret.
Fugl Fønix
Jan Pêt Khorto har været nødt til ikke at glemme, men delvist at give slip på mange oplevelser for at kunne skrive om dem og leve med dem: »Jeg har endevendt de frygteligste øjeblikke i mit liv – fra fængslet, torturen, ydmygelsen, det at flygte fra mit hjemland, at have død og angst lurende i nakken på min rejse gennem Europa. Men jeg er nødt til at tvinge disse hændelser til at forsyne mig med energi. Enten det eller også ødelægger de mig jo,« fortæller han. »At skrive er en måde at kanalisere alt det, der tynger mig, ud af mit indre og ned på nøgent papir.«
For den syriske litteraturkritiker og forfatter Mustafa Ismail har litteraturen været en stor del af hans tilbageerobring af den selvtillid og identitet, han mistede i krigen, censuren og flygtningeidentiteten. Han har som eksilforfatter fået mulighed for igen at deltage aktivt i et kultur- og samfundsliv. Både i syriske fællesskaber, men også ved eksempelvis at bidrage til Informations Flygtningeavis, der udkom den 9. oktober i år, med en omfattende kulturhistorisk gennemgang af arabisk litteratur.
»Det er den mulighed, vi har. Vi har jo ikke andre valg. Enten overgiver vi os til flygtningesituationen, og så vil vi lidt efter lidt forkalke og miste litteraturen som tilflugtssted – ligesom vi mistede vores land – eller også må vi overvinde vores vildfarelsesrejse, blive en del af det nye land og realisere os her,« siger Mustafa Ismail.
Og han er ikke i tvivl om, at det må lykkes. »For det syriske folk er dømt til håb,« gentager han flere gange og refererer til den syriske dramatiker Saadallah Wanous fortælling om den syriske Fugl Fønix, der gang på gang brænder op og hver gang genopstår fra asken.
Men selv en Fugl Fønix må have et sted at genopstå. Og lige nu mangler den syriske eksillitteratur en base i Danmark, mener June Dahy. »Det er først i løbet af det sidste års tid, at syrerne overordnet er holdt op med at tænke på, hvornår de vender hjem. I de første år af krigen troede de fleste jo, at de skulle hjem i nær fremtid. Nu er mange i en søgende position, hvor deres nationale referencer er knyttet til fortiden, noget de ikke kan vende tilbage til. Nutiden er kaos for det syriske folk,« siger hun og forklarer, hvordan eksillitteraturen kan tilbyde en anderledes ramme, hvor den søgende position og fortiden kan integreres med nutiden. Og kaosset. »Det rum, litteraturen kan skabe, er ikke bare abstrakt. Det er også meget konkret. Det kan være enormt forløsende at mødes omkring litteraturen, når man sådan er blevet spredt, som det syriske folk er blevet,« siger June Dahy.
Spørgsmålet om, hvad Syrien er og vil blive til, er umuligt at besvare, fastslår hun. Det defineres af så mange elementer og forskellige dagsordener. Men litteraturen kan hjælpe til at sortere i de mange forandringer, tab og håb, syrerne på forskellig vis har.
Det er også Jan Pêt Khortos erfaring, at eksilforfatteren står over for en lang række sproglige og sociale udfordringer. »Sprogbarrierer besværliggør udgivelserne og et manglende åndsfællesskab kan gøre det svært at bevare motivationen. Jeg har mødt snesevis af kunstnere, forfattere og digtere, hvis største problem var, at de ikke kunne finde rum og sted til at dele deres værker. Og det lægger en dæmper på deres energi og lyst til at skrive,« mener han. Det er svært at finde og etablere fællesskaber om eksillitteraturen og for de specifikke erfaringer, man som forfatter bærer på i eksil. Og det er her, en festival for syrisk eksillitteratur er vigtig, mener Jan Pêt Khorto.
Da alle eksilforfatterne har læst deres tekster højt, bryder forsamlingen hurtigt op. Folk skal hjem til deres nye steder. Ahmed Khaled skal nå et tog til Fredericia. I morgen tidlig skal han være på asylcentret i Haderslev, hvor han underviser i dansk. Jan Pêt Khorto skal til Tyrkiet og besøge sin familie. Forfatterforeningens lokaler var bare et midlertidigt samlingspunkt for den syriske eksillitteratur. Men Jan Pêt Khorto tror på, at den nok skal finde sine nye, og mere faste, rum i »de blonde normanneres land«, som det lød sig i hans digt. »Det er ikke længere vigtigt, hvorfra vi skriver, så længe vi skriver. Der er stadig meget, der skal fortælles,« siger han.
Jan Pêt Khorto har været nødt til ikke at glemme, men delvist at give slip på mange oplevelser for at kunne skrive om dem og leve med dem: »Jeg har endevendt de frygteligste øjeblikke i mit liv – fra fængslet, torturen, ydmygelsen, det at flygte fra mit hjemland, at have død og angst lurende i nakken på min rejse gennem Europa. Men jeg er nødt til at tvinge disse hændelser til at forsyne mig med energi. Enten det eller også ødelægger de mig jo,« fortæller han. »At skrive er en måde at kanalisere alt det, der tynger mig, ud af mit indre og ned på nøgent papir.«
For den syriske litteraturkritiker og forfatter Mustafa Ismail har litteraturen været en stor del af hans tilbageerobring af den selvtillid og identitet, han mistede i krigen, censuren og flygtningeidentiteten. Han har som eksilforfatter fået mulighed for igen at deltage aktivt i et kultur- og samfundsliv. Både i syriske fællesskaber, men også ved eksempelvis at bidrage til Informations Flygtningeavis, der udkom den 9. oktober i år, med en omfattende kulturhistorisk gennemgang af arabisk litteratur.
»Det er den mulighed, vi har. Vi har jo ikke andre valg. Enten overgiver vi os til flygtningesituationen, og så vil vi lidt efter lidt forkalke og miste litteraturen som tilflugtssted – ligesom vi mistede vores land – eller også må vi overvinde vores vildfarelsesrejse, blive en del af det nye land og realisere os her,« siger Mustafa Ismail.
Og han er ikke i tvivl om, at det må lykkes. »For det syriske folk er dømt til håb,« gentager han flere gange og refererer til den syriske dramatiker Saadallah Wanous fortælling om den syriske Fugl Fønix, der gang på gang brænder op og hver gang genopstår fra asken.
Men selv en Fugl Fønix må have et sted at genopstå. Og lige nu mangler den syriske eksillitteratur en base i Danmark, mener June Dahy. »Det er først i løbet af det sidste års tid, at syrerne overordnet er holdt op med at tænke på, hvornår de vender hjem. I de første år af krigen troede de fleste jo, at de skulle hjem i nær fremtid. Nu er mange i en søgende position, hvor deres nationale referencer er knyttet til fortiden, noget de ikke kan vende tilbage til. Nutiden er kaos for det syriske folk,« siger hun og forklarer, hvordan eksillitteraturen kan tilbyde en anderledes ramme, hvor den søgende position og fortiden kan integreres med nutiden. Og kaosset. »Det rum, litteraturen kan skabe, er ikke bare abstrakt. Det er også meget konkret. Det kan være enormt forløsende at mødes omkring litteraturen, når man sådan er blevet spredt, som det syriske folk er blevet,« siger June Dahy.
Spørgsmålet om, hvad Syrien er og vil blive til, er umuligt at besvare, fastslår hun. Det defineres af så mange elementer og forskellige dagsordener. Men litteraturen kan hjælpe til at sortere i de mange forandringer, tab og håb, syrerne på forskellig vis har.
Det er også Jan Pêt Khortos erfaring, at eksilforfatteren står over for en lang række sproglige og sociale udfordringer. »Sprogbarrierer besværliggør udgivelserne og et manglende åndsfællesskab kan gøre det svært at bevare motivationen. Jeg har mødt snesevis af kunstnere, forfattere og digtere, hvis største problem var, at de ikke kunne finde rum og sted til at dele deres værker. Og det lægger en dæmper på deres energi og lyst til at skrive,« mener han. Det er svært at finde og etablere fællesskaber om eksillitteraturen og for de specifikke erfaringer, man som forfatter bærer på i eksil. Og det er her, en festival for syrisk eksillitteratur er vigtig, mener Jan Pêt Khorto.
Da alle eksilforfatterne har læst deres tekster højt, bryder forsamlingen hurtigt op. Folk skal hjem til deres nye steder. Ahmed Khaled skal nå et tog til Fredericia. I morgen tidlig skal han være på asylcentret i Haderslev, hvor han underviser i dansk. Jan Pêt Khorto skal til Tyrkiet og besøge sin familie. Forfatterforeningens lokaler var bare et midlertidigt samlingspunkt for den syriske eksillitteratur. Men Jan Pêt Khorto tror på, at den nok skal finde sine nye, og mere faste, rum i »de blonde normanneres land«, som det lød sig i hans digt. »Det er ikke længere vigtigt, hvorfra vi skriver, så længe vi skriver. Der er stadig meget, der skal fortælles,« siger han.
No comments:
Post a Comment